
Dagens grønt 22. marts
Storblomstret kodriver blade
Storblomstret kodriver, Primula vulgaris, leverer i dag dagens grønt i form af blade. Bladene sidder i en roset. Storblomstret kodriver findes også vildtvoksende, ofte på skyggefulde og fugtige steder.
Flere beskriver bladene som bitre, men det gælder nu ikke de varianter, vi har stående. De smager ganske neutralt og de flotte bølgede blade giver en udmærket variation som tilskud salatskålen. De små blade mindre end 5 cm. er de bedste.
Den beslægtede bægerprimula kan give udslæt
Bemærk, at bægerprimula, Primula obconica, der ofte anvendes som potteplante, kan give nogle mennesker udslæt og blæner ved hudkontakt på grund af indholdet af primin i plantesaften. Muligheden for forveksling er dog ikke oplagt, fordi blomsterne hos bægerprimula sidder i en kugleformet skærm på et skaft, og bladene ser helt anderledes ud.
