Jordnød New Mexico Valencia
Jordnød, Arachis hypogaea, er en bemærkelsesværdig plante. Som navnet antyder, gror nødderne under jorden. Botanisk set er jordnødder dog slet ikke nødder, men frø der dannes i underjordiske bælge.
Jordnød er en tropisk plante, der stammer fra Sydamerika, men nu dyrkes den også i mange af de varmere tempererede egne.
Her i Danmark kender vi nok bedst jordnødderne fra poser med ristede, saltede jordnødder, mens udbredelsen i USA er endnu større i form af jordnøddesmør, "peanut butter". Der dyrkes i størrelsesordenen et par millioner tons jordnødder om året i USA, mens verdens største producent, Kina, står for omkring 15 millioner tons om året. Det bliver spændende at se tallene for gourmethaven i 2004.
Der findes forskellige jordnøddesorter, som adskiller sig blandt andet ved frøstørrelse, antal frø pr. bælg, plantestørrelse og form, samt længde af vækstperiode. Valencia typen har en stor andel af bælge med 3-4 frø, og frøene er omgivet af en tynd rødlig skal. Andre typer har færre, større frø pr. bælg og lysere, mere brunlig skal.
Dyrkning
Jordnødder sås 2-5 cm. dybt. For at fremme spiringen kan man ganske forsigtigt fjerne bælgen. Det er vigtigt ikke at beskadige frøene, og den røde frøkappe skal ikke fjernes. Når frøene er taget ud af bælgene, tåler de ikke stød og hårdhændet behandling, da de nemt kan dele sig i halve.
Spiretemperaturen skal være over 15-16 grader, men det optimale er omkring 24-27 grader. Ved den temperatur spirer frøene i løbet af 2-3 dage.
Under spiringen må jorden holdes fugtig, da frøene hurtigt suger vand. Allerede i løbet af det første døgn suger frøene så meget vand, at de vokser til omkring dobbelt størrelse. Især i den første del af vækstfasen, mens planterne stadig er spæde og rødderne ikke særligt udviklede, kræves fugtig jord.
Man kan med fordel så inde i starten af maj, og plante ud i drivhus efter 2-3 uger. Jordtemperaturen må ikke gerne komme under 16 grader, da væksten så nemt bremses eller sættes helt istå.
Jordnøddeplanter af Valencia typen bliver typisk omkring 60-75 cm høje og forholdsvis smalle, mens andre typer er noget lavere og bredere.
Jordnødder af Valencia typen har en forholdsvis kort vækstperiode. Efter godt 3 måmeder er der modne frø. Derfor er Valencia den bedst egnede type til den ret korte danske sommer.
Bestøvning
Allerede en måneds tid efter såning viser de første blomster sig. De smukke gule blomster kommer gradvist over en periode på flere uger.
Jordnød er selvfertil og selvbestøvende. Det vil sige, at en plante kan bestøve sig selv, og producere spiringsdygtige frø uden bestøvning udefra.
Bestøvningen foregår normalt ved solopgang dagen efter at blomsten er fremkommet, og afblomstringen sker senere på dagen.
Familie
Når man ser på jordnøddeplantens blade, så ligner de kløver utroligt meget. Det er dog ikke noget større mysterium, idet jordnød ligesom kløver tilhører ærteblomstfamilien, Fabaceae.
Jordnødder i gourmethaven
Trods den globale opvarmning, er jordnød ikke særlig godt egnet til det danske klima. Perioden med tilstrækkelig høj jordtemperatur er for kort. Men hvis man tiltrækker planter inden døre, og planter ud i drivhuset på nogenlunde samme tidspunkt som agurk og melon, så kan det godt lade sig gøre.
I 2004 blev der da også plads til nogle jordnøddeplanter. Spireprocenten var utrolig høj: 100%. Og så tager det kun et par dage, inden planterne vælter op af jorden. Det er næsten mere pædagogisk for børnene at se end karse! I dagene efter såning, kiggede ungerne med stor interesse til jordnødderne flere gange om dagen.
De fleste af planterne havnede i drivhus, men et par stykker er plantet ud i haven. Desværre blev nætterne kolde i tiden efter udplantningen, så de udendørs planter fik en hård medfart, og klarer næppe dette kuldechok. Planterne i drivhus gror fint.
Ingen jordnødder
Høsten af jordnødder var overmåde skuffende i 2004. Der var ikke én eneste bælg med nødder under jorden. Ikke så meget som tilløb til en bælg.
Hvad der gik galt er stadig en gåde. Planterne blomstrede fint, og jordnød skulle være selvbestøvende. Måske har det været for koldt, eller måske har planterne ikke fået vand nok. Der er nok ikke andet at gøre end at læse lidt mere om jordnødder og så prøve igen næste år.
Læs eventuelt også:
-
Den stive bælg omkring frøene fjernes forsigtigt inden såning.
-
Jordnødder spirer i løbet af et par dage ved den rette remperatur.
-
Jordnøddeplantens blade har stor lighed med kløver.
-
Jordnøddeplanten får gule blomster.