Taro

Taro stammer fra sysøstasien, og kendes i mange fugtige, varme egne. Her i landet har den ingen udbredelse som nytteplante. Taro har været kendt i Schleswig i 1655, men man har først sikkerhed for, at det er prøvet at dyrke den i Danmark i starten af det tyvende århundrede.

Taro bærer det videnskabelige navn Colocasia esculenta Schott. Den omtales undertiden også som Colocasia antiquorum Schott. Oprindeligt systematiserede Carolus Linnaeus (Carl von Linné) den som to arter, Arum colocasia og A. esculentum.

Nu opføres Colocasia esculenta de fleste steder som en art med to varieteter, Colocasia esculenta var. esculenta og Colocasia esculenta var. antiquorum.

Taro må betegnes som en sumpplante. Den gror bedst i meget fugtig jord, helst med våde fødder hele tiden. Den er meget varmekrævende, så man skal ikke gøre sig større forhåbninger om at dyrke den udendørs i køkkenhaven. Den kan dyrkes inde eller i drivhus i store potter, der holdes godt fugtige hele tiden. Den trives fint i halvskygge.

Taro knolden plantes, så den er let dækket med jord. Hvis planten får vand og næring nok, kan den blive op mod en meter høj med meget store blade.

Knolden formerer sig ved at der dannes små sideknolde. Disse kan blot knækkes af og plantes.

Anvendelse

Taro knoldene kan skrælles og bruges kogt, stegt eller bagt. Knoldene kan anvendes som basisføde på linie med andre knolde. Skrællerne anvendes nogle steder til fremstilling af en alkoholholdig drik ved forgæring.

Smagen af de rå knolde er let nøddeagtig, og konsistensen lidt sprød. Kogt har Taro ingen udpræget smag, og konsistensen er nærmest melet.

Taro anvendes i visse kulturer til medicinale formål. Den skal blandt andet være virksom mod forkrøblede lemmer, ligesom den anvendes som ormemiddel og til at fremkalde abort.

Taro indeholder som de fleste medlemmer af Arum familien calciumoxalat (det stof, der dannes, når calcium og oxalsyre går i forbindelse med hinanden). Hvis man har planer om at indtage større mængder Taro, går mange anbefalinger derfor på at koge knoldene i længere tid for at nedbryde calciumoxalaten.

Dette kombineret med et ret lille udbytte på vore breddegrader og de beskedne kulinariske kvaliteter, retfærdiggør næppe dyrkning i større stil her i landet.

Litteratur om emnet:

[103] Cornucopia II, A Source Book of Edible Plants
[91] Ethnobotany of the Iban & the Kelabit
[75] Food Plants of the World
[8] Kulturplanternes indførselshistorie i Danmark