Dagens grønt 28. april
Krybende læbeløs
Krybende læbeløs, Ajuga reptans er en særdeles dekorativ bunddækkeplante. Den trives især godt i nærheden af vores udendørs vandhave, dvs. den er nok bedst egnet til moser og fugtig skovbund.
De smukke, noget bitre blade anvendes i beskedne mængder som pynt/krydderi i blandede salater.
Krybende læbeløs formerer sig dels med overjordiske udløbere, der slår rod, dels ved frø. Så hvis ellers de rette betingelser er til stede, skal den nok klare sig, selvom du snupper et par blade.