Gourmethaven og dens beboere
Goddag, og tak fordi du besøger gourmethaven.dk. Kom indenfor, og se dig lidt omkring. Den virtuelle have er åben døgnet rundt for besøg af gourmethavens venner, som kan glæde sig over at se den kolosale mangfoldighed af lækre afgrøder, der kan dyrkes i en almindelig have. Det er ikke udelukkelsesgrund at være gourmand.
Gourmethaven er en almindelig parcelhushave i en forstad til Århus. Almindelig er måske så meget sagt, for der er sat ret meget plads af til køkkenhave, og prydhave er ikke just det, beboerne går mest op i.
Køkkenhaven består af cirka 70 meter højbede. Højbedene er afgrænset af brædder, der holdes på plads af pløkke. Brædder og pløkke er af ubehandlet fyrretræ, så der ikke afgives skadelige stoffer til jorden. Bedene er 1,20 meter brede. Med den bredde kan man lige netop nå ind til midten af bedet for at luge, tynde ud og så videre. De fleste af bedene bevokses i 5 rækker, men nogle vækster behøver så meget plads, at der er færre rækker. Mellem bedene er der 30 cm. brede gange - det er lige nøjagtigt så meget, at en træsko størrelse 43 kan vende.
I gourmethaven er der også to drivhuse. Begge har en størrelse på lige knap 10 kvadratmeter. Det ene er et almindeligt drivhus med skelet af aluminium, mens det andet er et halv-drivhus, der er bygget med træskelet op ad garagen.
Huset i gourmethaven bebos primært af Inge-Lise og Brian, der begge er pensionister. I haven er de 3 børn Freja, Aske og Toke vokset op. Nu er de mindst dobbelt så lange som på billederne her.
Børnene skulle selvfølgelig også prøve at dyrke lidt forskelligt i hver deres lille have. Det er underligt, men grønsager smager nu engang bedre, når man selv har dyrket dem.
Alt i gourmethaven dyrkes økologisk, hvorfor sprøjtemidler og kunstgødning er bandlyst. I tre rummelige kompostbeholdere af træ komposteres alt haveaffald, og en lukket plasticbeholder får lov at omsætte køkkenaffaldet.
Komposten bruges dels som velomsat kompost til at blande i jorden i have og drivhuse. Dels bruges den som halvomsat kompost til at lægge ud på jorden mellem afgrøderne, når de er i god vækst.
Haven har eksisteret i mange år, og er dyrket økologisk siden 1989, men 1. december 2003 kunne man første gang læse om haven på gourmethaven.dk.
Kom på besøg i gourmethaven fra tid til anden. Her kan du følge årets gang, og efterhånden kommer der flere og flere små historier om de vækster, der gror i haven og om, hvad der sker omkring havens beboere.
Hvem skriver?
Det er gourmetfar, Brian Krause, der skriver disse sider. Det er et enmandsprojekt, og derfor kan der være perioder, hvor der ikke bliver opdateret så meget, f.eks. i ferier eller når der er travlt i haven.
Det tilstræbes at alle oplysninger på siderne er korrekte. Bliver der fundet fejl, rettes de så hurtigt, det lader sig gøre. Hvis du har konstruktive kommentarer eller spørgsmål om indholdet af disse sider, er du velkommen til at sende en besked, se "Skriv til os" siden.
Hav venligst forståelse for, at spam og henvendelser i vulgært sprog ikke besvares, og for at der kan gå nogle dage, inden din besked bliver læst og eventuelt besvaret.
-
Aske (med handsker) og Toke ser til med stor interesse, mens en regnorm forsvinder ned i jorden.
-
Freja planter jordbær i sin lille have.