Oka

Oka, Oxalis tuberosa er en næsten ukendt grønsag i Danmark og for den sags skyld i det meste af verden. Den er ganske vist nævnt i Have Tidende i 1836 og igen i Nordisk Illustreret Havebrugsleksikon, men derudover har den først fornyligt fået sporadisk omtale et par steder.

Oka danner små aflange, lidt ujævne stængelknolde på rodstænglerne, lidt på samme måde som kartoffel, uden at de dog er i familie. Stængelknoldene på den dyrkede type er fingertykke.

Over jorden er Oka en lille busket plante, der bliver 20-30 cm. høj. Den har kløverlignende blade på sukkulente stilke. Oka tilhører surkløverfamilien, Oxalidaceae, ligesom skovsyre og surkløver. Slægtskabet ses tydeligt på bladene.

Oka stammer fra Andesbjergene, hvor den er den næst-vigtigste rodfrugt efter kartoflen. Men oka er lavstatus - den betragtes som fattigmands føde. En skam, for den er ganske næringsrig. Kulhydratindholdet er på 11-22%, og for visse sorter overstiger proteinindholdet 9% (tørvægt)

Oka har et forholdsvist højt indhold af oxalsyre, op mod 500 ppm for visse sorter, men det er under en tiendedel af, hvad man finder i spinat, der kan indeholde op mod 6.500 ppm og under en tyvendedel af, hvad man kan finde i rabarber. Nogle oka sorter indeholder kun svage spor af oxalsyre.

Oka er næsten ukendt i det meste af verden. Udover Andes-regionen, er Mexico og New Zealand de eneste steder, den har nogen egentlig udbredelse. I New Zealand dyrkes den fortrinsvis på South Island, hvor den noget forvirrende benævnes yam, selvom den intet har med "rigtig" yam at gøre.

Med et udbytte, der ligger tæt på kartoflens i vægt har oka et stort potentiale som fødekilde mange steder i verden. De enkelte knolde er små, men der er mange af dem.

Skønt Nordisk Illustreret Havebrugsleksikon skriver, at oka ikke lykkes i Danmark, kan visse sorter udmærket dyrkes her, ligesom de kan i andre tempererede egne.

I Andesbjergene dyrkes udbredt af indianerne i højlandet 3-4000 m. over havets overflade. Andes-regionen ligger tæt på ækvator. De fleste af de sorter, der dyrkes der, er daglængdefølsomme, og vil ikke danne knolde, når dagene er for lange. Men der findes også sorter, der udmærket kan dyrkes steder med lange dage.

I Danmark skal man gøre sig en smule umage, for oka kræver en lang vækstsæson. Knoldene lægges som kartofler. Planterne tåler ikke frost, men knoldene dannes ikke før sidst på efteråret. De skal først graves op hen i oktober, når den første frost har været der, og toppene er visnet helt ned. Læggeknoldene, der skal gemmes til næste år opbevares frostfrit. Det vides ikke pt. om knoldene kan overvintre i kule, men de klarer vinteren fint i utildækket beholder i en kold kælder.

Oka kan bruges i sammenkogte retter, suppe, kogt eller bagt. Enkelte sorter kan spises rå.

Læs eventuelt også:

Jordskok
Helianti
Anu, Mashua

Litteratur om emnet:

[87] Lost Crops of the Incas - Little-Known Plants of the Andes with Promise for Worldwide Cultivation
[75] Food Plants of the World
[39] Growing Unusual Vegetables