Rødbeder i massevis
Rødbede, Beta Vulgaris L. var. vulgaris tilhører amarant-familien, Amaranthaceae. Tidligere har rødbede været klassificeret som medlem af salturtfamilien, Chenopodiaceae, men er efter genetiske analyser nu sammen med de andre medlemmer af denne familie flyttet til amarant-familien.
Rødbede er nært beslægtet med bladbede og sukkerroe. Bederne stammer fra middelhavsområdet, og menes udviklet fra strandbede, Beta vulgaris L. var. maritima. Strandbede vokser vildt ved kyster, især i middelhavsområdet. Strandbede vokser også vildt i Danmark, særligt ved Storebælts kyster, hvor den er ret almindelig, mens den meget sjældent forekommer i resten af Danmark.
Både røde og hvide beder har været kendt på Sicilien omkring 1000 år før vor tidsregning. Allerede i starten af 1400-tallet blev rødbede nævnt i én af håndskrifterne i Den Arnamagnæanske Samling, og senere er den nævnt flere steder i tidlig dansk litteratur. Bederne blev i løbet af 1500 tallet udbredt i hele Europa. Først fra engang i 1700-tallet har rødbede været almindeligt dyrket til spisebrug.
Rødbedens form og farve
Det danske navn rødbede antyder fejlagtigt, at der er tale om røde beder. Røde rødbeder er ganske vist de mest almindelige, men der findes også hvide, gule og rød-hvid stribede rødbeder.
Variationen i form er også stor, idet rødbeder kan være runde, flade, cylindriske eller spidse. Uanset form og farve, har rødbederne en karakteristisk smag, dog med en klar tendens til at de smager af mere, jo mørkere farven er.
Anvendelse
Rødbedens rødder anvendes oftest eddikesyltede, men kan også anvendes bagt, stegt eller kogt, f.eks. i den traditionelle rødbedesuppe, borscht. Endvidere kan spæde rødbedeblade anvendes i salat, og stilke kan bruges i sammenkogte retter. Revne rå rødbeder er også lækre i råkostsalat.
De hvide og gule rødbeder er gode at bruge syltede i madpakken, da de ikke smitter af som de røde.
Videnskabeligt navn: Beta vulgaris L. var.vulgaris
Familie: Amarant-familien, Amaranthaceae
Svensk: Rödbeta
Norsk: Rødbete
Tysk: Rote Bete, Rote Rüben
Engelsk: Beetroot,
Fransk: Betterave potagère
Italiensk: Barbabietola rossa
Læs eventuelt også:
Frøavl af rødbede og bladbede
Rødbeder er røde, eller....?
Litteratur om emnet:
-
Ganske som rødderne, kan rødbedens blade se meget forskellige ud. Her er det den mørke Bull´s Blood.
-
Italian Rossa Mammouth. bliver 20-30 cm. lang.