Træ, bold og cykler
Der foregår også andet her end aktiviteter i køkkenhave og drivhus. Det kan da godt være, at haven ikke får den opmærksomhed, den kunne tilkomme altid, men det må vi tage med, for børn og fritidsaktiviteter kræver også sit.
I bededagsferien var vi på en dejlig cykeltur til Livø med friske cyklister fra Dansk Cyklist Forbund. Det blev en herlig tur, hvor vi nød Livø′s afvekslende natur. Det er imponerende, så mange forskellige bevoksnings- og landskabstyper, der kan være på så lille en ø.
Turen blev også mindeværdig af en anden grund. ikke mindre end 8 ud af 13 deltagere blev bidt af skovflåt. Det var da helt gevaldigt - aldrig har vi oplevet noget lignende. Ganske vist færdedes vi en hel lang dag i naturen, men alligevel...
Vi tror, at alle flåter blev fjernet i god tid, men vi må huske at holde øje med bid-stederne de kommende uger.
Aske og Toke har iøvrigt fået nye cykler, så nu er de gamle sat til salg.
Mikroput fodbold
Vi har fået et par fodboldstjerner i familien. Aske og Toke er begyndt at gå til mikroput fodbold, og de er allerede så gode, at de for det meste rammer bolden, når de skyder til den.
Det er ikke resultaterne, der er vigtige her, men det lader til, at de har det sjovt, når de spiller. I lørdags var de så til deres første "rigtige" kamp. Det ser sjovt ud med benbeskyttere på de små ben. Og de er altid glade, når de skal afsted.
Huset i træet
Forrige efterår fældede vi et stort birketræ i forhaven - sådan næsten da. For vi lod en tre meter høj stub stå med den bagtanke senere at bruge den til et eller andet.
Efter en grundig planlægning hvor børnene producerede stakkevis af tegninger, der viser det ene fantasifulde hus efter det andet, hidkaldte vi morfar og morbror Keld til en arbejdsweekend.
Forinden var de lokale byggemarkeder gennemstøvet for de absolut bedste tilbud på regler, terrassebrædder, skruer og vinkelbeslag. Og forskellige lægter og brædder, der var gemt væk i garage og på loftet blev fundet frem. For nu skulle der bygges.
Det blev en hård weekend, for det er ganske krævende at bygge et solidt hus i et træ. Men stille og roligt begyndte en platform at tage form, og da weekenden var omme, var skelettet til et solidt lille legehus i to meters højde færdigt. Også gulvet var på plads, så nu mangler kun vægge, vinduer, dør og tag.
En weekend eller to til, så er det nok på plads...
Vi kommer nu nok til at drosle husbyggeriet en smule ned, for selvom foråret lige pludselig gik i stå, så begynder der at blive længere mellem de overdrevne byger igen, og der er mange ting, der skal sås i haven. De første asparges er høstet, og kartoflerne er kommet op, men alt er sent på den i år.
Udplantningen i drivhusene, der pludselig blev indstillet, skal også snart genoptages. Det er et svært at styre drivhus i denne tid - for et par uger siden var der hver dag over 30 °C i drivhusene. Nu er der ofte under det halve.
Vi håber, at foråret snart kommer tilbage, så der kan komme rigtig gang i haven.
Læs eventuelt også:
-
På cykeltur på Livø
-
Klar til den første "rigtige" fodboldkamp.
-
Huset i træet begynder så småt at tage form.