Transpirationsteorier
Det er i den grad havetid. Der er mange ting, der skal ordnes lige nu. Bedene bliver gjort klar, ét efter ét, lige så hurtigt der er tid til det. Og efterhånden kommer der noget i jorden.
Der er temmelig meget at tage fat på i år. På grund af den milde vinter har ukrudtet rigtigt kunnet boltre sig. Og det er først for nyligt at jorden er blevet rimelig at arbejde med, så der er meget, der skal indhentes.
Sommetider får jeg de underligste tanker, når jeg går og knokler i haven. Som nu i går. Jeg blev fuldstændig overbevist om, at det er en sammensværgelse. Ukrudtet vil mig det ondt. De har rottet sig sammen, har de. Ukrudt af alle mulige slags har samlet sig i MIN have, for de vil tage magten. Og de gør det kun med ét formål: de vil have mig til at svede!
Jeg kalder det for mine transpirationsteorier. Nå, men skidt med det. Jeg vejer jo rigeligt, så det her trækker i den rigtige retning.
Potager.dk
Et nyt website har set dagens lys. Det er potager.dk. Det var en ide, der kom væltende i påsken. Der var ikke langt fra tanke til handling. Ideen går kort og godt på at vise nogle billeder frem, som jeg finder særligt flotte, uden ledsagelse af den rigelige ordstrøm, der som oftest er her på dette websted.
Koreafyr
Gennem foreningen frøsamlerne kom nogle frø af koreafyr. Men hvad skal de nu i en køkkenhave? Man kan da ikke spise fyr, kan man? Jo - denne fyr kan. I andre lande kaldes den for kinesisk eller koreansk pinje. Og så giver det ligesom mening. Frøene blev sået i efteråret, og nu er flere af dem spiret.
Sjove knolde
Der har også været tid til at få lagt nogle forskellige knolde. Én af dem er jordskokken Dwarf, som er én af de sorter, der bevares i klonsamlingen på Forskningscenter Årslev. I den økologiske have i Odder findes en kopi af denne samling, og de har fået lov til at sælge de knolde, der hvert år er i overskud. Dwarf har aflange røde knolde, og bliver i modsætning til andre jordskokker kun omkring en meter høj.
For efterhånden en del år siden havde jeg flere kvadratmeter med knoldgaltetand. Jeg blev træt af at rengøre de små Michelin-mænd til køkkenet og udryddede dem. Men jeg har savnet dem, så nu skal de prøves igen - i mindre skala. For første gang skal Helianti afprøves her i haven. Helianti er i familie med jordskok, men hvordan den gror og smager, har vi endnu til gode at finde ud af.
Der er lagt flere sjove knolde i år, men det må vente til en anden gang, for nu kalder haven. Ukrudtet har jo rottet sig sammen....
Læs eventuelt også:
Eksterne links
-
Forsytia´en blomstrer på det sidste.
-
Helianti knolde, Helianthus strumosus.
-
Koreafyr