Rødbeder er røde, eller....?
Rødbeder er da røde, er de ikke? Nej, ikke altid. Der er meget stor variation i farven på forskellige sorter af rødbede. De røde af slagsen kan være fra postkasserøde til dyb mørk rød, eller meget mørk lilla. Men rødbeder kan også være gule eller hvide, og de kan være bolchestribede.
På samme måde som rodens farve varierer, kan farven på bladene være alt fra lys grøn til dyb mørkerød, og stilkene kan være hvide, gule, grønne eller røde. Nogle sorter har fine sarte stilke og smalle blade, andre har tykke grove stilke og store blade.
Variationen i rodens størrelse er mindst lige så stor, og facon´en kan være fladrund, kuglerund, oval, cylindrisk eller konisk. Og smagen kan variere fra meget kraftig til sød og mild. Der findes utroligt mange sorter. I år gik det lidt amok med rødbederne. Alt indenfor rækkevidde blev sået.
Det blev til 18 forskellige sorter: Cvickla, Albina Vereduna, Crossby´s Egyptian, Burpees Golden, Egyptische Platrunde, Blankoma, Solist, Chioggia, Jätterödbeta, White Devoy, Boltardy, Cylindra, Buul´s Blood, Moulin Rouge, Crapaudine, Detroit 3, Forono og Juwa kugel.
Nu er de høstet. Fem kvadratmeter med rødbede bliver alligevel til en hel del. Det bliver spændende at gå igang med at prøve, hvor forskelligt rødbederne smager, når nu der er mulighed for at sammenligne sorterne med hinanden.
Det er vist snart tid til en gang borscht....
Læs eventuelt også:
Rødbeder i massevis
Rødbedebedet
Frøavl af rødbede og bladbede
Zigzagplante
Borscht - rødbedesuppe
-
Chioggia har lækre bolchestriber
-
Bull´s Blood har helt mørkerøde blade.
-
Rødbedestilke kan være utroligt flotte. Her er det Crosby´s Egyptian.