Efterår
September har været en temmelig travl måned. Ikke fordi der har været så meget at lave i haven. Der har været alt muligt andet: arbejde, mærkedage i familien og forskellige foreningsaktiviteter. Derfor er det godt, at haven ikke kræver så meget opmærksomhed i denne tid.
Selv børnene har haft travlt. De har ikke haft tid til at se så meget fjernsyn, som de plejer. Og det er godt, for det siges at være skadeligt at se for meget fjernsyn.
Gourmethavens beboere var på årets sidste cykel-campingtur med Dansk Cyklist Forbund, Århus Afdeling. Det var en dejlig tur, der traditionen tro havde udgangspunkt fra Krakær Camping på Mols. For Aske og Toke, der nu snart er 6 år, var det en triumf, for de cyklede 30 km. på deres små cykler uden gear på én dag, og Freja på 8 er blevet rigtig god til at bruge de 18 gear på hendes seje cykel.
Vejret på turen var fabelagtig godt, så udover et spændende besøg i Ebeltoft Zoo, blev det også til et par badeture, den ene i en sø, den anden i bugten.
Høst
Efteråret er den årstid, hvor man nyder godt af den indsats, der blev gjort tidligere på sæsonen. Det er nu, der kan høstes i rigt mål.
Der kan graves rodfrugter op nu. Kun jordskokkerne må vente lidt endnu, for knoldene udvikles stadig. Nogle forskellige sent såede salater er begyndt at give pænt, og så længe der ikke kommer frost er det en fornøjelse. Måske var det værd at overveje at flytte nogle af salatplanterne i drivhus for at forlænge sæsonen lidt.
Selvom drivhussæsonen går på hæld, er der stadig mange peberfrugter, chilier og tomater at høste. Selv et par agurker blev det til i den sidste uge af september, men bliver vist også de sidste agurker af egen høst i år.
Vi har stor glæde af Discovery træet i år. Det er vores bedste æbletræ, men det giver næsten for godt, så det har været nødvendigt at støtte stammen med en stolpe og en gammel cykelslange. Æblerne smager herligt, men bekymringen går på, om træet mon nogen sinde bliver stærkt nok til at bære sig selv. Vi skulle nok ikke have valgt en svagt voksende stamme....
I sensommeren blev nogle få ærter sået. Vi har netop plukket nogle bælge af den blå ært Ezetha′s Krombek Blauwschok. Ærterne er nu ganske almindeligt grønne og smager ret almindeligt, men bælgene har en smuk mørk blålilla farve udenpå.
I år skal vi prøve at spise kardon. Stilkene af den smukke plante skal bleges før høst, og vi glæder os til at prøve, om det er noget for os. Men uanset hvordan de smager, ser det flot ud med den store plante i køkkenhaven.
Frøsamler aktiviteter
Om efteråret er der en del aktiviteter for en frøsamler. Rigtig mange frø skal høstes nu. Nogle frø er nemme at høste som f.eks. beder og bønner, de skal bare samles ind og måske tørres. Andre frø kræver mere arbejde og omhyggelighed, som f.eks. tomat.
I år var foreningen frøsamlernes årsmøde på Ærø. Det var et meget spændende møde, hvor vi blandt andet lærte om at udvælge gulerøddder til frøavl. Vi havde en hyggelig weekend på den økologiske veganske gård Biokol, og havde lejlighed til at bytte frø og udveksle erfaringer.
Økologisk udgave af StarWars
Historien om Luke Skywalker i StarWars er udkommet i en ny udgave, hvor agurken Cuke SkyWalker i StoreWars slår et slag for at de amerikanske forbrugere kan købe økologiske varer i butikkerne. En underholdende og morsom måde at få budskabet igennem på.
Læs eventuelt også:
Kardon
Frøsamler årsmøde 2005
Frøavl af tomat
Frøsamler vejledninger
-
Sådan kommer man til at se ud, hvis man ser for meget fjernsyn.
-
Discovery træet leverer mange lækre æbler.
-
Se Cuke Skywalker i Grocery StoreWars på www.storewars.org.