Det første år med gourmethaven.dk
Gourmethaven har eksisteret i mange år som have, men den 1. december 2003 begyndte havens historie i cyberspace. Baggrunden for denne hjemmeside er lidt speciel, og har intet som helst med haven at gøre.
Det hele begyndte som følge af en række stikpiller fra vores cykelvenner. Vi tager ofte og gerne på cykel-campingture. For os er det ren hygge og afslapning, når vi sammen med rare mennesker cykler rundt og ser spændende steder, og slutter dagen foran teltet med blus på campingkøkkenet.
Når vi er på den slags ture, bliver der som regel taget mange billeder - ikke mindst af gourmet-far, som har været en ivrig amatørfotograf i mange år, før have-passionen meldte sig. Når så de lange mørke vinteraftener kommer, byder traditionen, at deltagerne i turene samles for at mindes de gode stunder og se hinandens billeder, og for at drømme om næste års ture.
Nu var der altså bare det, at i 2003 kunne vi simpelt hen ikke komme den aften. Og det medførte en lind strøm af kommentarer som "vi har da forresten vist ikke set dine billeder i år", "var der ikke noget med, at du tog nogle billeder?" og den slags.
Og tanken meldte sig, at det da vist også var ved at være på tide at få sig en hjemmeside. Og sådan blev det. Så nu kunne vennerne se billederne fra turene. Men en anden tanke havde længe luret i baghovedet: "sådan en hjemmeside må da også kunne bruges til andre ting".
Og det blev starten på en række skriblerier om den spiselige have, frøavl og den slags.
Besøg fra de varme lande
Det er lidt skægt at kigge i besøgsstatistikken for at se, hvorfra de besøgende i gourmethaven.dk kommer, og hvilke sider de besøger.
Ikke overraskende kommer langt de fleste gæster fra Danmark. Men har været besøg fra over 40 forskellige lande i løbet af året der gik. En hel del kommer fra Commercial (.com), og relativt få fra Educational (.edu), Network (.net) og Non-Profit Organization (.org). Det kan ikke umiddelbart siges, hvilke lande disse gæster stammer fra.
Der er mange besøg fra de nordiske lande. Flest fra Norge, men der er også en del fra Sverige og Færøerne. Nogle færre kommer fra Finland, Grønland og Island.
Desuden er der jævnligt besøg fra de fleste europæiske lande, men også fjernere lande er repræcenteret. Det gælder f.eks. Argentina, Brasilien, Canada, Colombia, Hong Kong, Indien, Israel, Japan, Mexico, New Zealand, Philippinerne, Taiwan, Tyrkiet, Uruguay, USA og Venezuela.
Sædvanligvis er besøgene fra de fjerneste af landene også de mest kortvarige, og ifølgende statistikken er formålet temmelig ofte at søge efter kendte sikkerhedshuller i Microsoft produkterne. Det får de nu ikke noget ud af, for gourmethaven.dk ligger på en UNIX server. Den slags besøg er der naturligvis også fra Danmark og nabolandene, men heller ikke de har haft held med deres forehavende.
Indimellem ser det dog ud til, at nogle mere uskyldige besøgende fra de fjertliggende lande får et eller andet ud af at se de dansksprogede sider i gourmethaven, ihvertfald bliver de hængende en tid, og bladrer rundt for at se flere forskellige sider. Det kan da også godt være, at der bor nogen i de varme lande, som kan forstå dansk.
De mest besøgte sider
Det er interessant at følge med i, hvilke sider, der er de mest besøgte. Det overrasker næppe, at forsiden er en af de allermest besøgte af siderne. Dels fordi mange starter her, dels fordi en stor del af dem, der kommer ind gennem en søgemaskine, efter et stykke tid vælger at se forsiden også. Nogle klikker videre eller bruger søgefunktionen for at finde flere artikler, der omhandler det, de er interesserede i.
Når gæster kommer ind fra en søgemaskine, kan man som regel se i statistikken, hvad de søgte efter. Den ultimative topscorer er diverse emner om peperfrugt og chili. En interessant detalje i den forbindelse er, at rigtig mange af dem, der kommer ind efter at have søgt om netop dette emne, bliver hængende længe og ser mange andre sider på gourmethaven.
Der er også mange, der søger efter noget om gulerødder, tomater eller forskellige andre slags grønsager, og i afsnittet om cykelture, er mange kommet ind efter at have søgt oplysninger om Hasselt i Belgien eller Agersø.
En del søgeemner er sæsonbetonede. F.eks. er søgning efter emner som solopgang, solnedgang og solhøjde mest hyppige i tiden omkring skift mellem sommertid og normaltid og omkring Sankt Hans, mens søgning efter f.eks. spiretemperatur, holdbarhed af frø og kunstig belysning forekommer hyppigere om foråret.
Ved at studere, hvad folk søger efter, kan man også se lidt om, hvad der er op i tiden. Da Netto i oktober havde violette gulerødder i tilbudsavisen, var der på kun én uge flere søgninger efter violette gulerødder, end der havde været i et halvt år, og efter der var en artikel i Haveselskabets blad "Haven" om kvinden, der gik i frø (Lila Towle fra Frøsamlerne), har der været en stigende mængde søgninger efter noget om frøavl.
Teknikken bag gourmethaven.dk
gourmethaven.dk bliver hostet på et UNIX webhotel hos en af de mange udbydere af den slags. Det betyder, at alle de trivielle problemer om daglig drift af serveren og den stadige kamp med at holde hackerne fra døren ikke er noget at bekymre sig om. Desuden er den årlige regning for webhotellet mindre, end el-regningen til drift af egen server ville være.
gourmethaven.dk er designet med udstrakt brug af frames og style sheest (css). Til generering af dynamisk indhold anvendes javascript og PHP, og en del af informationerne ligger i en MySQL database.
Den første forside på gourmethaven.dk kan du se øverst til højre. Dengang var der ikke meget at læse på sitet, men efterhånden er der tilføjet mere og mere indhold. I løbet af sommeren blev de 100 Mbyte data rundet. Langt størstedelen af pladsen optages af mere end 3000 billeder.
To gange er der ændret væsentligt på den måde sitet er organiseret på. Første gang i Februar, hvor billederserier fra ture blev omorganiseret af hensyn til båndbredde, performance og brugervenlighed, anden gang i april, hvor der blev indført mulighed for at se billeder som lysbilledserier manuelt eller automatisk skift. Ved samme lejlighed blev billedernes kvalitet og pladsforbrug justeret for at give hurtigere visning af billederne og mindre diskforbrug.
Efterfølgende er der af flere omgange lavet mindre ændringer i designet. De fleste er foregået bag facaden, og har ikke været synlige for gæsterne, men de har medført, at vedligeholdelsen af gourmethaven er blevet nemmere. Generelt kan man sige, at indhold og udseende i størst muligt omgang er blevet adskilt. Derfor vil det være nemmere senere at ændre udseendet uden at skulle rette en masse steder.
En del ændringer er også lavet af hensyn til de gæster, der anvender Microsoft Internet Explorer, da denne browser desværre tolker visse CSS keywords forkert. Det betyder, at også disse gæster nu får vist siderne på den måde, det var tiltænkt. Det har været lidt af en udfordring at få dette på plads uden at det går ud over udseendet i de browsere, der overholder standarden, og uden at den bagvedliggende kode bliver alt for klumpet.
Men nok om teknikken. Til slut lidt statistik.
Over 100 besøg om dagen
I starten var det i sagens natur kun os selv og cykelfolket, der besøgte siden. Det blev kun til ganske få besøg hver dag. Men efterhånden som der kom mere indhold, og efterhånden som søgemaskinerne opdagede dette site, begyndte der at komme flere besøg.
Den mest anvendte søgemaskine er uden sammenligning google. Der kommer flere gæster gennem google, end gennem alle de andre søgemaskiner tilsammen. En del gæster kommer via jubii og yahoo. Ret få kommer ind gennem søgning på AltaVista, Derudover er der sporadiske besøg fra mere sjældent anvendte søgemaskiner som blandt andet eniro, msn, aolsearch og lycos.
I løbet af det første år har der været en stadig udvikling af trafikken. Nu er der næsten 4000 besøg om måneden, en meget stor del af disse er gæster, der "kommer ind fra gaden". Og det er de velkomne til. Der skal ikke herske tvivl om, at gourmethaven primært eksisterer for egen og de nærmestes fornøjelse, men hvis andre kan få glæde af indholdet, så er det helt udmærket.
Det ser faktisk ud til, at mange har fornøjelse af at læse med, for mange gæster læser adskillige sider, og mange vender tilbage igen senere.
Og hvis du stadig sidder og læser dette, er du ikke helt almindelig.
-
Den første forside på gourmethaven.dk.
-
Gourmetfolket elsker cykelture.
-
En skiferie bliver det også til af og til.
-
Økologisk havebrug er godt for insekterne.
-
Der avles frø.
-
Og der dyrkes anderledes afgrøder.
-
Og mere almindelige ting.
-
Sådan da.