Påskelilje

En duft af skovbund

En af de store kompostbeholdere er netop blevet tømt, og indholdet siet. Adskillige trillebørfulde kompost er kørt direkte ud på nogle bede, hvor der var brug for det. Der er også gået en del til drivhusene, men meget er gemt til senere brug. I en af de små kompostbeholdere ligger der nu godt en kubikmeter dejlig næsten omsat kompost og venter på at blive lagt ud i haven.

Ganske vist er det hårdt at håndtere så store mængder kompost, men når resultatet er godt, gør det ikke så meget, at kroppen er træt. Komposten har en ganske svag duft af skovbund. Det kan vist ikke blive meget bedre....

Om nogle uger er den lille kompostbeholder tom. Al den siede kompost vil være brugt. Det gør ikke så meget, for den ene af de store kompostbeholdere er fuld af kompost. Så bliver den øverste trediedel læsset over i den anden store beholder, og øvelsen med at si kompost kan begynde forfra.

Den varmeste påske i mange år

Det er et ualmindelig dejligt påskevejr i år. Perfekt til at give haven en ordentlig tur. Jeg kan nu ikke helt lade være med at more mig over nogle af avisernes let overdrevne sensationslyst, når de beskriver påskevejret: "Den varmeste påske i mange år", "Varmerekord" osv. En del af aviserne glemmer i jagt på rekorder helt at nævne, at påsken i år falder temmelig sent.

Påskelilje
Påsken kom sent i år, men påskeliljerne kom lige til påske.

Påsken følger som forårets andre helligdage den kirkelige kalender. Påsken falder den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn, og hvis fuldmånen falder på en søndag er påsken først søndagen efter. Det betyder, at der kan være 35 dages forskel mellem det tidspunkt, påsken falder.

I år er påsken f.eks. godt en måned senere end i 2008. Det sætter varmerekorden i perspektiv. Men derfor kan vi jo godt nyde vejret!

Læs eventuelt også:

Vejrudsigten

Litteratur om emnet:

[83] Kompost ... så let så godt

Godt en kubikmeter kompost klar til brug
Godt en kubikmeter kompost klar til brug. I den store beholder bag jakken er de nederste 2/3 af komposten af lige så fin kvalitet.

'
 

© Copyright 2011, Gourmethaven. Oprettet: 24. April 2011.

3 online
free counters