
Dagens grønt 31. marts
Storblomstret kodriver blomst
De Primula, vi har i haven "fulgte med huset" i sin tid. De er nøjsomme og passer sig selv i halvskygge nord for huset. Når de nu blomstrer så lystigt her i foråret, fortjener de smukke blomster at blive brugt til andet end at kigge på. Brug dem f.eks som pynt på salaten. Hvis du er så heldig at skulle have dessert, kan blomsterne også bruges der. Derfor er storblomstret kodriver, Primula vulgaris dagens grønt.
Den beslægtede bægerprimula kan give udslæt
Bemærk, at bægerprimula, Primula obconica, der ofte anvendes som potteplante, kan give nogle mennesker udslæt og blærer ved hudkontakt på grund af indholdet af primin i plantesaften. Muligheden for forveksling er dog ikke oplagt, fordi blomsterne hos bægerprimula sidder i en kugleformet skærm på et skaft, og bladene ser helt anderledes ud.

