Gourmethaven økologisk køkkenhave
burger menu
slidein menu
Agurk, melom mm

Achocha
Armenian Yard Long
Crystal Lemon
Futura F1
Sikkimagurk
Suyo Long
West India Gherkin
Zeina F1

Achocha

Achocha, Cyclanthera pedata, kaldes mange forskellige navne i litteraturen, heriblandt achoccha, achokcha, caihua, caygua, cayua, korila, korilla, lady's slipper, vild agurk og mexicansk agurk.

Det er en spøjs plante i Cucurbitaceae familien, dvs. i familie med agurken. Den stammer fra Sydamerika, og betegnes som en af "the lost crops of the Incas". Idag dyrkes achocha til spisning i Peru og Bolivia, men den har også bredt sig til andre dele af verden, f.eks. Nepal og Taiwan. Den har ingen særlig udbredelse i den vestlige verden.

Dyrkning

Achocha sås på samme tid og på samme måde som agurk, Spiringen er fin ved stuetemperatur, og det varer kun få dage, inden de specielle, kantede frø spirer. Der plantes ud i drivhus, når faren for nattefrost er helt ovre, og jordtemperaturen er over ca. 15 °C. Planterne trives fint i drivhus, og selv i den ret kolde sommer i 2004 voksede achocha planterne med utrolig virilitet.

Det står endnu tilbage at erfare, om de vil kunne klare sig på friland i Danmark, men da den vokser godt i bjergegne, hvor der kan blive ret køligt om natten, er der måske en chance for, at det kan lade sig gøre.

Man skal ikke lade sig narre af en beskeden vækst i starten. Planterne gror tøvende i en måneds tid, men lige med ét går det løs, og achocha invaderer hele drivhuset, hvis ikke der beskæres hårdt. Den har en overordentlig dominerende attitude, og sender utallige lange ranker ud i alle mulige retninger. Den gror hurtigt et par meter hen under taget, hvis den kan komme til det. Ligesom andre af agurkens slægtninge, kan den i den grad lide at vikle sig ind i alt muligt - inklusiv andre planter i nærheden.

Achocha har det fint i en god muldjord tilsat en fornuftig mængde kompost. Den kan bruge store mængder vand, men er tilsyneladende ikke så sårbar overfor udtørring som andre agurkeslægtninge.

De dekorative blade er noget anderledes end andre af agurkens slægtninge, idet de har karakteristiske takker, og ikke dækker så meget.

De små blomster, der kun er ca. ½ cm store, begynder at komme omkring slutningen af juni eller starten af juli, og blomstringen fortsætter helt til efteråret. Achocha ville kunne give et betragteligt større udbytte, hvis dyrkningssæsonen var længere.

Som andre Cucurbitaceae, er achocha enbo, det vil sige, at planten både har han- og hunblomster. Det betyder, at slægtens videreførelse er afhængig af tilstedeværelsen af insekter, eller alternativt håndbestøvning. Frugterne sættes vedvarende over en længere periode frem til kulden sætter ind i efteråret.

De utallige frugter sidder oftest parvis. Frugterne bliver 7-8 cm. lange, og er beklædt med en mængde små, bløde hår eller pigge.

Anvendelse

Achocha kan anvendes som agurker, friske eller tilberedte. Til spisning må de ikke være for store, højst 2-2½ cm. lange, da de bliver lidt træede indevendigt, og de store frø er ikke særligt delikate.

Smagen af de rå frugter er nærmest som en blanding mellem agurken Armenian Yard Long, der i virkeligheden er en melon, og bælgene på sukkerært. Achocha også syltes som drueakurker, eller avendes kogt eller stegt i sammenkogte retter.

Se evt. et større billede af achocha, korilla, Cyclanthera pedata.

Sortsnavn:Achocha
Synonymer:korilla, caihua, lady´s slippers m.fl
Art:Achocha
Cyclanthera pedata
Familie:Græskarfamilien
Cyclanthera pedata
Farve:Lys matgrøn
Umodne frugters farve:Lys grøn
Bredde:2-3 cm.
Længde:5-8 cm.
Facon:Aflang med spids
Spiretemperatur:Bedst: 20-25 °C,
Spiretid:3-7 døgn
Forventet frøholdbarhed:6-10 år
Oprindelse:Sydamerika
Læs eventuelt også:

Melon Armenian Yard Long

Litteratur om emnet:

[5] Seed to Seed
[39] Growing Unusual Vegetables

  • Achocha frø
    Achocha frø er godt 1 cm lange.
  • Achocha blade
    Achocha blade har karakteristisk facon.
  • Achocha blomster
    De beskedne achocha blomster.
  • Achocha hunblomst med frugt
    Achocha hunblomst med frugt
  • Achocha
  • Achocha
  • Achocha
    Achocha giver højt udbytte.
  • Achocha frugt med frø.
    De modne achocha frø er næsten sorte.
  • Achocha frugt med frø
    Opsprættet achocha. Frøene sidder smukt på stilk.