Frøavl af gulerod
Gulerodens historie
Guleroden, som vi kender den i dag fra grønthandlerens hylde, er typisk en orange cylindrisk rod med afrundet spids (Nantes typen). Der findes en mangfoldighed af sorter, som varierer meget i smagen, størrelsen og formen [11]. Nogle sorter egner sig bedst til konsum, mens andre smager bedst kogt eller stegt.
Farvemæssigt findes der udover de orange også hvide, gule, røde, violette og næsten sorte gulerødder. Endvidere er der en lang række egenskaber, der adskiller de forskellige gulerodssorter, f.eks. indhold af næringsstoffer, resistens overfor forskellige sygdomme og skadedyr, ensartethed af rødderne og hvor velegnet sorten er til lagring.
Romerne kendte guleroden under to navne - dels "carota" der er afledt af det græske "karaton", dels "pastinaca", et navn der nu til nogen forvirring bruges om pastinakken.
Mens den hvide gulerod har sin oprindelse i Europa, stammer den violette og den gule fra Afganistan [4]. Den orange gulerod er antagelig fremdyrket i Holland, og menes at være kommet til Danmark sammen med de hollandske havebrugere, der kom til Amager i 1516.
Guleroden omtales første gang i dansk litteratur omkring år 1300 [8]. Oprindeligt blev guleroden brugt medicinsk i sin vilde form. F.eks. hedder det, at frø afkogt i vin skulle fremme menstruation, og urten stødt med honning skulle være godt mod bylder.
Dyrkning til frøavl
Guleroden er en toårig rodurt, hvorfor blomsterstænglerne først udvikles det andet år. Hvis der første år fremkommer frøstande på nogle rødder må disse planter fjernes, da dette er en egenskab, der ikke ønskes videreført i næste generation. Når der dyrkes til frøavl dyrkes rødderne det første år på samme måde som til spisning, dog kan der sås senere end normalt. Således kan sommergulerødder, der har kort udviklingstid, sås i juni, mens vintergulerødder, der har længere udviklingstid, må sås i maj for at udvikle tilstrækkeligt store rødder.
Til frøavl udvælges de rødder, der er typiske for sorten mht. størrelse, form og farve. Revnede eller beskadigede rødder må frasorteres, men selvom de ikke bruges til frøavl, kan de jo sagtens spises. Toppen skæres af ca. 3 cm over rodhalsen. Rødderne opbevares vinteren over i kule eller i fugtigt sand i en kold men frostfri kælder. Modsat hvad mange tror, tåler gulerødder et par graders frost. Det gælder både når de står i jorden, og når de er lagret i kule. Det er dog vigtigt ikke at røre gulerødderne, mens de er frosne, da de så vil tage skade. Og det er vigtigt at de tør langsomt op. Om foråret når faren for frost er ovre, plantes rødderne med ca. 45 cm. afstand i begge retninger. Skuldrene skal lige netop være dækkede. Eksemplarer, der har afvigende udseende af blade eller stængel, eller som gror dårligt, må fjernes, før de går i blomst. Blomsterstænglerne, der kan blive op mod 1½ meter høje, kræver ofte støtte for ikke at vælte eller knække af ved roden. En anden teknik til frødyrkning er frø-til-frø metoden. Her sås gulerødderne i eftersommeren, og overvintrer på voksestedet. Derfor må rødderne tildækkes om vinteren for at beskytte mod frost.
Fordelen ved denne metode er, at rødderne (især det fine rodnet og den lange pælerod) ikke ødelægges ved optagning og lagring. Metoden er nok bedre egnet i lande, hvor vinterklimaet er mildere end den danske normalvinter. Endelig har metoden den ulempe, at man ikke kan foretage nogen udvælgelse af rødder til frøproduktion, da de jo forbliver i jorden til frøene høstes.
Bestøvning
Blomsterne er hvide og sidder i dekorative flade skærme, der bliver ca. 10 cm. store. Den primære og største skærm sidder i midten, og modner først. Senere modner flere mindre skærme.
Guleroden insektbestøves af f.eks. fluer og natsommerfugle, som transporterer pollen fra blomst til blomst. Blomsterne er tvekønnede, men da støvdragerne modnes først, bestøves en blomst normalt ikke med pollen fra samme blomst.
Når man ønsker at bevare egenskaberne for en sort, er det vigtigt, at gulerodens blomster fremmedbestøves med pollen fra blomster på andre rødder af samme sort, ellers vil sorten degenerere i løbet af få generationer. For at bevare en sorts egenskaber gennem generationer, må man have et tilstrækkeligt antal rødder i blomst. Nogle kilder nævner mindst 16 rødder i blomst [1,10]. Samtaler med en erfaren gulerodsforædler antyder, at dette antal nok er lidt i underkanten. For sorter, der har forholdsvis stor variation - dvs. et bredt genetisk materiale, vil det være nødvendigt med mindst 50 rødder, men for mere stabile og ensartede sorter, kan det være tilstrækkeligt med ca. 20 rødder. Generelt gælder det, at jo flere rødder, man har, jo bedre.
Havegulerod krydser flittigt med alle andre gulerodssorter, inklusiv vild gulerod, Daucus carota, der findes som ukrudt f.eks. i vejkanter, og er almindeligt forekommende mange steder i Danmark. Sikkerhedsafstand til andre havegulerødder (i blomst) og vilde gulerødder er ca. 1 km. [1,3,5,10].
Hvis ikke sikkerhedsafstanden overholdes, er der risiko for krydsbestøvning, og de frø, man avler, bliver dermed en blanding af flere sorter. Hvis farvede havegulerødder bliver krydset med den vilde gulerod, vil det let afsløres, da den vilde gulerods hvide rod er en dominerende egenskab, der allerede vil blive afsløret i første generation. Krydsning med andre havegulerødder hvis farve og form ligner, vil være sværere at konstatere. Hvis man ønsker at videreføre en truet sort, er det vigtigt at sikre sig mod krydsbestøvning - enten ved at sikre sig, at der ikke er andre gulerødder i blomst i en kilometers omkreds eller ved fysiske foranstaltninger.
En metode til at undgå krydsbestøvning med andre sorter er at pakke planterne ind i fleece eller insektnet. Det anbefales at vente med indpakningen til lige før de første blomster springer ud, da for tidlig indpakning kan give høje og ranglede planter. Hvis planterne isoleres på denne måde, må man enten indføre insekter i buret eller håndbestøve for at få brugbare frø. Insekter til bestøvning kan man f.eks. anskaffe ved at købe spyfluelarver (maddiker) i en sportsfisker forretning. Larverne kan eventuelt opbevares på køl et stykke tid, hvis de ikke alle skal bruges på en gang. Sørg for at beholderen er lukket, da de nemt kan kravle ud af selv et lille hul.
Bemærk, at nogle gulerodsfrø i handelen er F1 hybrider - det vil sige første generations krydsninger. Afkommet af F1 hybrider afviger som regel meget fra den indkøbte sort, og er ofte meget ringere og temmelig varierende. Derfor anbefales det kun at avle frø på ikke-hybrider, dvs. frøægte sorter, hvor næste generation er ligesom forældrene.
Høst og lagring af frø
Frøene i den enkelte skærm modnes over en periode på 2-3 uger - som regel i september. De yderste frø modnes først, og dem i midten af skærmen til sidst. Når frøene er modne bliver de gråbrune. Når der høstes til privat brug, kan man nulre frøene af, efterhånden som de er modne. Ellers kan man vente, til alle frøene i skærmen er modne, og klippe hele skærmen af. Der kan være en risiko for, at modne frø drysser af, når vinden eller fuglene leger med frøstandene.
Hvis det er et fugtigt efterår, kan der være problemer med at få tørret frøstandene på voksestedet. I så fald kan man afskære hele stænglen, og hænge den med frøskærmene nedad på et tørt luftigt sted.
Frø fra midterskærmen har den bedste kvalitet, men hvis der er for få frø, kan man også bruge frøene fra de næststørste skærme. Frøene i de resterende skærme bør ikke anvendes [1,4,5].
Når der er tale om mindre mængder frø, kan frøene nulres fra frøskallerne, og evt. adskilles ved brug af sigter med forskellig maskestørrelse. Man skal være forsigtig med at blæse frøskallerne væk, da gulerodsfrøene er ganske lette, og nemt flyver væk.
De frø, vi kender fra frøposerne er pæne og glatte, men de hjemmehøstede frø er besat med små pigge. Disse er fjernet mekanisk til salgsfrø, men det kræver specielt udstyr, og er ikke nødvendigt. Nogle mener endda, at frøene holder bedre, hvis piggene ikke afrives [6]. Når frøene er helt tørre, kan de gemmes i papirsposer et mørkt, køligt og frem for alt tørt sted. Holdbarheden er ved almindelig lagring 3 år. Hvis man ønsker at gemme frø længere, kan man tørre dem ved hjælp af et fugtsugende middel som f.eks. blågel, og gemme dem i lufttætte beholdere. Tørre frø kan opbevares mange år i fryser.
Læs evt. mere om gulerødder her.
Gulerod, havegulerod Latin: Daucus carota L. subsp. sativus Familie: Apiaceae (tidligere Umbelliferae), skærmplantefamilien svensk: morot, norsk: gulrot, engelsk: carrot, fransk: carotte, tysk: möhre og mohrrübe. |
Læs eventuelt også:
Gulerødder
Udvælg gulerødder
Gulerødder på Ærø
Litteratur om emnet:
[1] Back Garden Seed Saving
[3] The Seed Savers Handbook
[4] The Seeds of Kokopelli
[5] Seed to Seed
[6] Frøavl af køkkenurter
[8] Kulturplanternes indførselshistorie i Danmark
[10] Seed Saving Guideline No. 14 - Carrot
[11] Litteraturliste om gulerodslitteratur hos Danmarks Jordbrugsforsskning
-
Et lille udpluk af de mange forskellige gulerødder, der findes. Med start kl. 12: St. Valery, Rotin, Regulus II, Kämpe, Pariser Torve, Amsterdammer 3, Rote Riesen 2, White Belgium, Juwarot, Nutri Red, Gonsenheimer Treib, Jaune de Doubs, Rothild, Nantes 2, Flakeer 2, Géante Rouge, Imperator, Chantenay Red Cored, Rodelika. Alle er dyrket i gourmethaven 2003.
-
Gulerodsblomst med fluer.
-
Svirreflue i gulerodsblomst.
-
Gulerod på vej i blomst.
-
Vild gulerod kendes på den røde blomst i midten.
-
Næsten udviklede gulerodsfrø, der endnu er grønne. Bemærk de små pigge på hvert frø.
-
Næsten udviklet frøstand.
-
Frøstand fra gulerod. Frøstanden er klar til høst om et par uger